MULTI
Du er her: ForsideÅrsberetninger og praksis mv.Praksis mv.Efterladtes krav på erstatning

Dom vedrørende efterladtes krav på erstatning

Højesteret har ved en dom af 14-05-2014 truffet afgørelse om, at en moder, hvis 2 små døtre blev dræbt, ved at drabsmanden overskar halspulsårerne, er berettiget til erstat­ning i anledning af den psykiske skade, hun pådrog sig ved døtrenes død. Erstat­nings­nævnet havde, som bestemt ved straffedommen mod drabsmanden, til­kendt moderen efterladtegodtgørelse på 200.000 kr., jf. erstatningsansvarslovens § 26 a. Erstatningsnævnet havde afslået at tilkende moderen erstatning for hendes psyki­ske skade, idet hun ikke befandt sig i nærheden af gerningsstedet og ikke selv havde været i fare for at lide overlast i forbindelse med drabene. Denne afgørelse er æn­dret ved Højesterets dom.

Højesterets dom – og den forudgående byretsdom og landsretsdom – er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2376. Se link nederst på siden.

Højesterets begrundelse var således: 

”As [moderens] tidligere ægtefælle og døtrenes far er dømt for forsætligt drab be­gået ved overskæring af halspulsåren på deres to døtre på henholdsvis 2 og 7 år. Drabene blev begået efter, at ægtefællerne havde ophævet samlivet. A er ble­vet påført en egentlig psykisk lidelse, som rækker ud over sorg og savn, og dra­bene på hendes døtre må anses for at være årsag til denne lidelse.

På denne baggrund finder Højesteret, at den psykiske lidelse, som A blev på­ført ved det forsætlige drab på hendes to mindreårige døtre er omfattet af erstat­ningspligten. Dette gælder også, selv om hun ikke selv overværede dra­bene eller umiddelbart efter kom til stede, men efterfølgende blev underrettet om drabene.”

Erstatningsnævnets bemærkninger til Højesterets dom af 14-05-2014:

Retsgrundlaget vedrørende erstatning og godtgørelse til indirekte skadelidte er nøje gen­nemgået i byrettens og landsrettens domme. Det fremgår heraf blandt andet, at dom­stolene i Danmark hidtil har fulgt en restriktiv linje med hensyn til at tilkende erstat­ning for skader i forbindelse med, at en anden person bliver dræbt eller kvæstet, bort­set fra de erstatningsposter som særligt er reguleret i erstatningsansvarsloven. Erstat­ningsansvarsloven giver mulighed for ved dødsfald at tilkende efterladte blandt an­det forsøgertabserstatning til børn, samlever og ægtefælle (§§ 12 – 13), overgangsbe­løb til efterlevende ægtefælle eller samlever (§ 14 a) og godtgørelse til efter­ladte (§ 26 a).

Den ledende dom på området er efter Erstatningsnævnets opfattelse fortsat Højeste­rets dom af 23. marts 2007, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2007, side 1562. I dom­men fra 2007 fandt Højesteret, at moderen til et barn, der var død efter fejlbehand­ling, ikke var berettiget til erstatning for egen tabt arbejdsindtægt som følge af barnets sygdom og død. Vedrørende barnets sygdomsperiode fandt Højeste­ret, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet om, at det ikke kan pålægges den erstatningsansvarlige at erstatte tab, der påføres andre end den di­rekte skadelidte. For så vidt angår perioden efter barnets død udtalte Højesteret, at en imødekommelse af kravet om erstatning beroede på, om [moderen] kunne siges at have lidt personskade i form af en psykisk lidelse, og om der var grundlag for at pålæg­ge den erstatningsansvarlige at betale erstatning herfor. Med en henvisning til hidti­dig erstatningspraksis fandt Højesteret, at denne betingelse ikke kunne anses for op­fyldt, og Højesteret tiltrådte derfor, at moderen heller ikke havde krav på erstat­ning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter barnets død.

Efter Erstatningsnævnets opfattelse har Højesteret ikke ved dommen fra maj 2014 æn­dret afgørende ved den hidtidige retspraksis, hvorefter der som udgangspunkt ikke kan pålægges den erstatningsansvarlige at erstatte tab, der påføres andre end den direk­te skadelidte. Dette udgangspunkt har Højesteret dog fraveget ved dommen af 14. maj 2014, hvor ganske særlige forhold gjorde sig gældende. Disse forhold var navn­lig: 

    - at der var tale om et forsætligt drab, 
    - at de dræbte børn var mindreårige, 
    - at de dræbte børn var henholdsvis 2 og 7 år,
    - at drabsmanden var børnenes fader, 
    - at erstatningssøgende og drabsmanden havde ophævet deres 
      ægteskabelige samliv, 
    - at den erstatningssøgende var de dræbtes mor, og 
    - at den erstatningssøgende på grund af drabene blev påført en 
      egentlig psy­kisk lidelse, som rækker ud over sorg og savn.

Højesteret har ved dommen ikke benyttet anledningen til at udtale sig mere generelt om er­statning til indirekte skadelidte. Det er derfor Erstatningsnævnets opfattelse, at Højeste­rets afgørelse fra maj 2014 er begrundet i de konkret fremhævede omstændighe­der, og at Højesterets afgørelse ikke i øvrigt kan tages til indtægt for en gene­rel udvi­delse af adgangen til erstatning til indirekte skadelidte.

Erstatningsnævnet vil i fremtidige sager om indirekte skadelidte følge den hidtidige rets­praksis på området, som denne blandt andet fremgår af Højesterets ovennævnte dom af 23. marts 2007 med den udvidelse af erstatningsområdet, der fremgår af Højeste­rets dom af 14. maj 2014.

Se Højesterets dom, som offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2376, her.


Erstatningsnævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 3392 3334 | Fax +45 3920 4505 | E-mail e-post Digital Post